Opskrift: Honningglaseret æbleflæsk på Spiseliv.dk

Vores køkkenchef Jimmi Bengtsson tvistede det traditionelle æbleflæsk til madfestivalen Copenhagen Cooking og skabte den lækre honningglaserede æbleflæsk med sursøde æbler og rårørte tyttebær. Du finder hans opskrift på websitet Spiseliv.dk – eller nederst på denne side.

Vores køkkenchef Jimmi Bengtsson tvistede det traditionelle æbleflæsk til madfestivalen Copenhagen Cooking og skabte den lækre honningglaserede æbleflæsk med sursøde æbler og rårørte tyttebær. Du finder hans opskrift på websitet Spiseliv.dk – eller nederst på denne side.

”Restaurant Kronborg tvistede det traditionelle smørrebrød til madfestivalen Copenhagen Cooking 2013 – Winter Edition. Køkkenchef Jimmi Bengtsson legede med den populære æbleflæsk – og klassikeren blev genfødt med et tvist,” skriver websitet Spiseliv.dk.

Du finder Jimmis opskrift på honningglaseret æbleflæsk med sursøde æbler og rårørte tyttebær på Spiseliv.dk eller nedenfor.

Mere honningglaseret æbleflæsk
Du kan være heldig at finde den honningglaserede æbleflæsk med sursøde æbler og rårørte tyttebær til frokost på tavlen på Restaurant Kronborg.
Ølambassadør Kasper Larsen fra Nørrebro Bryghus anbefaler, at du drikker en King’s County Brown til den honningglaserede æbleflæsk.

Opskrift på honningglaseret æbleflæsk med sursøde æbler og rårørte tyttebær

Ingredienser
1 ½ kg kogeflæsk (uden svær)
2 dl salt
1 dl sukker
1 dl flydende honning
6-8 skiver rugbrød, smurt med smør

Sursøde æbler
3-4 æbler, gerne Ingrid Marie
1 spiseskefuld smør
2 spiseskefulde æbleeddike
2 spiseskefulde sukker

Rårørte tyttebær
100 gram friske tyttebær (kan erstattes af frosne)
80 gram sukker

Bland salt og sukker og gnid kogeflæsket med blandingen. Dæk flæsket med stanniol og lad det trække i et døgn i køleskabet. Skyl flæsket i koldt vand, til det meste af salt-sukker-blandingen er skyllet af, og steg flæsket i ovnen i cirka 2 timer ved 150 grader. Hæld honningen ud over flæsket og grill det ved 250 grader til det bliver gyldent (cirka 10 minutter).

Skær æblerne i tykke skiver og steg dem et par minutter i smørret på en pande. Hæld æbleeddiken og sukkeret over æblerne og steg dem til de er gyldne, men stadig har bid.

Rør tyttebærrene med sukkeret. Dæk tyttebærrene med stanniol og lad dem trække i køleskabet i mindst et døgn. Jo længere, du lader tyttebærrene trække i sukkeret, jo sødere bliver de.

Skær det lune flæsk i skiver og arranger skiverne på det smurte rugbrød. Pynt med to-tre spiseskefulde sursøde æbler og en spiseskefuld rårørte tyttebær.

Aktiv tid: 40 minutter
Samlet tid: 30 timer
Antal: Seks til otte stykker smørrebrød
Sværhedsgrad: Medium

Foto af Mads Eneqvist på Spiseliv.dk.