OPSKRIFT: Laksefrikadeller, en populær dansk klassiker

 

fiskefrikadeller remoulade opskrift smørrebrød restaurant kronborg københavn

Fiskefrikadeller med remoulade er et klassisk stykke dansk smørrebrød – og altid en populær frokostret hos vores gæster, unge som ældre. God fornøjelse med opskriften.

”Vi spiste noget vidunderligt dejligt smørrebrød hos jer. Jeg var særlig glad for de lune laksefrikadeller,” skrev en af vores gæster til os og spurgte, om hun mon kunne få opskriften?
Og vi deler jo gerne vores opskrifter – også opskriften på de klassiske laksefrikadeller …

OPSKRIFT PÅ LAKSEFRIKADELLER

Ingredienser:
8-900 gram små fiskestykker (½ laks, ½ mørksej)
3 æg
1 peberfrugt, i små tern (brunoise)
½ bundt purløg, hakket fint
½ gult løg, hakket groft
½ liter piskefløde

Krydderier
Friskpresset saft af en citron
1 ½ spsk salt
½ spsk peber

Tilbehør
Remoulade
Gerne hjemmelavet, se vores opskrift på remoulade

Pynt
Citronbåde
Frisk dild

Rapsolie
Rugbrød og smør

Tilberedning
Hæld fisk og salt i en blender, og rør massen ”sej”.
Tilsæt æg, løg, citronsaft og peber.
Tilsæt til sidst piskefløden og blend, så fiskemassen bliver blank og fast.
Bland purløg og peberfrugt i den færdige fiskefars og smag til med ekstra salt, peber og citronsaft.
Form frikadeller på størrelse med et stort hønseæg med et par metalskeer, og steg fiskefrikadellerne i olie på en pande ved middelvarme til de er gyldenbrune (3-4 minutter på hver side).
Arranger de varme frikadeller på et fad eller portionsanret dem på tallerkener.
Pynt med en ordentlig skefuld remoulade, citronbåde og den friske dild.
Server groft rugbrød og smør til.

TIP
Hvis du har nogle rester af røget laks, kan du erstatte op til 1/5 af fisken med den røgede laks.
Det giver en mere røget og intens smag til laksefrikadellerne.

DRIKKEVARER
Vi anbefaler en frisk, lys øl til fiskefrikadellerne, for eksempel Böhmer Pilsner eller New York Lager fra Nørrebro Bryghus og en frisk dildsnaps eller en lidt mere syrlig snaps, for eksempel chili-citron-snapsen fra Schumachers eller vores egen hjemmelavede havtornsnaps.